Styreformen i Tyrkiet er parlamentarisk demokrati. Indenrigspolitisk situation:
Det regerende parti er Retfærdigheds- og udviklingspartiet (AKP), ledet af Recep Tayyip Erdogan, som ved seneste parlamentsvalg 3. november 2002 vandt 365 af parlamentets 550 sæder. Partiet vandt ligeledes de tyrkiske lokalvalg den 28. marts 2004 med 42% af stemmerne på landsplan og fik flertal i 56 af Tyrkiets 81 provinser.
AK-partiet kan anses for at være et centrum-højre parti. Partiet, der blot er tre år gammelt, har islamiske rødder, men nægter dog selv enhver reference til at være ’islamisk-orienteret’.
Forfatningsmæssigt defineres Tyrkiet som en udelelig nationalstat, hvis befolkning alle er tyrkere – ethvert forsøg på at opdele staten eller nationen ud fra sproglige eller etniske kriterier er forfatningsstridigt. Landets politiske institutioner er grundlagt på baggrund af Kemal Atatürks forfatning fra 1924. Herunder sammensættes ’Den store Tyrkiske Nationalforsamling’ gennem almindelige valg hvert 5. år, hvori alle tyrkiske statsborgere over 18 år deltager med stemmepligt. Premierministeren kan ikke udskrive nyvalg før valgperiodens udløb, men parlamentet kan opløses gennem flertalsbeslutning eller under visse nærmere omstændigheder af præsidenten. Præsidenten vælges af parlamentet og har en embedsperiode af 7 år. Præsidenten er formand for Det nationale Sikkerhedsråd og øverstbefalende for de væbnede styrker. Præsidenten har endvidere beføjelse til at udnævne premierministeren, udpege en række højere embedsmænd, dommere, etc. På lovgivningsområdet har denne visse – især opsættende – beføjelser.
Premierminister Erdogans politiske program er især fokuseret på at forberede Tyrkiet på EU-medlemskab gennem opfyldelse af Københavnskriterierne. Det erklærede mål har været at gennemføre de nødvendige reformer af lovgivningen i 2003, samt fokusere på forbedringer af selve implementeringen af reformerne i 2004. Sideløbende med lovgivningsarbejdet er initiativer blevet iværksat for at udbrede respekten for menneskerettigheder.
Med det Europæiske Råds beslutning den 17. december 2004 om at indlede EU-optagelsesforhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober 2005, såfremt visse betingelser er opfyldt, dominerer EU og reformprocessen den indenrigspolitiske scene.
Udenrigspolitisk situation:
Tyrkiet har orienteret sig mod Vesten siden statens etablering i 1923. Landet indtrådte efter 2. verdenskrig i en række vestlige samarbejdsorganisationer: I 1948 OECD, i 1949 Europarådet, i 1952 NATO, og i 1963 associering med EF. I 1987 søgte Tyrkiet om medlemskab af EF, og den 1. januar 1996 trådte toldunionen mellem EU og Tyrkiet i kraft. I december 1999 fik Tyrkiet formelt status som kandidatland til EU. Tyrkiet gennemgår i øjeblikket en omfattende reformproces, som har til formål at klargøre Tyrkiet til medlemskab i EU. På EU-topmødet i København i 2002 blev det besluttet, at "Hvis Det Europæiske Råd i december 2004 på grundlag af en rapport og en anbefaling fra Kommissionen beslutter, at Tyrkiet opfylder de politiske Københavnskriterier, vil Den Europæiske Union ufortøvet indlede tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet".
I Kommissionens anbefaling af 6. oktober 2004 anførtes, at Tyrkiet i tilstrækkelig grad opfyldte det politiske Københavnskriterium, og i forlængelse heraf besluttede Det Europæiske Råd den 17. december 2004 at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober 2005, såfremt visse betingelser forud er opfyldt. Tyrkiets målsætning i forhold til EU har i øjeblikket højeste prioritet i landets politik.
Tyrkiet deler identificeringsforbindelser - grundet dets geografiske placering - med en del forskellige regioner – Kaukasus, Centralasien, Mellemøsten, Europa, Balkan. Under koldkrigsperioden var Tyrkiets udenrigspolitiske interesser og ambitioner vendt mod Vesten og landet var stort set afskåret fra det osmanniske imperiums traditionelle interesseområder. Tyrkiets grænser lå i denne periode uantastede, med kun lejlighedsvise opgør med kurdiske guerillastyrker langs Iraks grænse. Efter den kolde krigs afslutning, stod Tyrkiet som regional stormagt over for åbne konflikter, samt historiske forpligtelser.
Den tyrkiske regering fører p.t. en udenrigspolitik, hvis mål er at styrke de politiske og økonomiske relationer til landets naboer og dermed sikre en stabil udvikling af regionerne omkring Tyrkiet. I øjeblikket er Tyrkiet bl.a. involveret i konstruktionen af det såkaldte ’Baku-Tbilisi-Ceyhan’ olierørlednings-projekt, som skal transportere olie fra Azerbajdjan gennem Georgien til Tyrkiet og videre til det europæiske marked. Den officielle åbning af rørledningen fandt sted den 25. maj 2005. En naturgasrørledning gennem de samme tre lande er ligeledes under konstruktion og ventes færdiggjort i 2006.
I 1974 sendte Tyrkiet tropper til Cypern og besatte den nordlige del af øen, som en reaktion på det højreorienterede kup mod ærkebiskop Makarios i Athen, i et forsøg på at hindre øens sammenslutning med Grækenland og med henblik på at beskytte den tyrk-cypriotiske befolkning mod angreb fra græsk-cyprioterne. Denne aktion blev fra verdenssamfundets side set som en invasion, og det tyrkiske nordlige Cypern nyder dermed stadig ingen international anerkendelse. På trods af forskellige forsøg er der endnu ikke fundet en varig løsning på Cypern-spørgsmålet. Den 24. april 2004 stemte tyrk-cyprioterne for FN’s generalsekretærs løsningsplan, mens græsk-cyprioterne stemte imod, og Cypern trådte derpå den 1. maj 2004 ind i EU som en delt ø. Tyrkiet har i de seneste par år ført en proaktiv politik i et forsøg på at finde en varig løsning, hvilket bl.a. skal ses i lyset af Tyrkiets EU-ambitioner.
Kilde: Udenrigsministeriet Tilmeld dig vores nyhedsbrev og/eller boligservice.
|
